Whocopied.me protects this content

Hunden spejler dig - hvordan?

Design uden navn

Indenfor psykologien er det ikke nyt, at vores opfattelse af verden er subjektiv, og hvordan vi opfatter andre mennesker og dyr, vil direkte påvirke vores relation med dem (og vores relation til os selv). Vores ubevidste tanker og overbevisinger påvirker os direkte.

Det som er så fantastisk med hundene, er at de spejler os helt rent. Hunde kan ikke lyve, og de er på mange måder rene i energien. De viser os uden filter vores udfordringer og “blind spots”. 

Wyatt Webb skrev i 2003 en bog, der hedder “It’s not about the Horse”, og hans tanker blev jeg meget inspireret af i forhold til hundene. Han beskriver så fint, hvordan han bruger hestene, som en form for spejlings-terapi til hans klienter, hvor hestene tydeligt viser personerne, hvor de har udfordringer og blokeringer. Min erfaring er, at hundene gør præcis det samme.

Hundene kan spejle os på forskellige måder, men alle rammer de plet. Jeg plejer at joke med, at hvis du viser mig din hund, så kan jeg se dine dybeste udfordringer i livet. Du kan snakke og snakke og lade som om, at alt er godt, men din hund vil vise mig, hvor du har udfordringer. Det kan være, at du tror, du skal præstere noget for at være god nok, det kan være, at du er bange for at miste, det kan være, at du er bange for at være dig selv, det kan være, at du er meget pleasende og har svært ved at sætte grænser...


Jeg er ikke NOK

Vi har alle begrænsende tanker eller overbevisninger, og mange af de tanker er vi ikke bevidste om, men de styrer faktisk vores liv i meget høj grad. Det kan være tanker om, at vi ikke er gode nok (dem har vi alle i mere eller mindre grad og i forskelige formuleringer).

Jeg tror blandt andet, at det er derfor mange af os bliver så tæt knyttet til vores hunde. De elsker os ubetinget, og de tillader os at være 100 % os selv uanset. De elsker os uanset, hvad vi gør, siger eller tænker. De hviler i hvem de er, og lærer os at gøre det samme. De lærer os om ubetinget kærlighed. 

Når vi ubevidst tænker, at vi ikke er “nok". Jeg er ikke god nok, jeg er ikke smuk nok, jeg er ikke ung nok, jeg er ikke dygtig nok, jeg er ikke rig nok, jeg er ikke tynd nok… Så er det naturligt, at vi vil forsøge at kompensere for det, ved at prøve at være nok. Det har kæmpe omkostninger for os, fordi det er udmattende, og fordi vi hele tiden kæmper for at være elsket. For at være gode ok.

Min første border collie Kiddo viste mig dette meget tydeligt. Jeg forstår mere og mere alt det Kiddo lærte mig i den tid vi havde sammen. Jeg troede, vi skulle konkurrere og vinde præmier sammen, men hun lærte mig en anden vej.

En vej jeg kæmpede meget imod. En vej der mest af alt handlede om frygt og mangel på selvkærlighed. Kiddo lærte mig om vigtigheden af at kunne elske sig selv og ikke søge anerkendelse i form af præstationer, titler og rosetter.

Nu forstår jeg, at I al den tid jeg forsøgte at heale og hjælpe hende, var jeg i virkeligheden ved at heale og hjælpe mig selv…

Jeg har specialiseret mig i det jeg kalder hundeførerens ansvar. Min niche er at dykke ned i den kompleksitet, der ligger i at være i en relation. At være en ekvipage. Det at være to individer, som skal samarbejde på sekundet i et træningsprogram og få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er vigtigt at forstå hunden og kigge på handlerens ansvar for at teamet kan få succes.

Jeg hjælper hundeføreren med at forstå deres ubevidste tanker og overbevisninger, og hvordan de holder dig og hunden tilbage og hvordan du bliver fri for frygt og overbevisninger som begrænser dig i livet og i relationen med hunden. Jeg har udover personlige sessioner lavet flere mental træningsprogrammer og kurser designet til dette - både online og live.


Hunden spejler dine følelser

I dag har jeg fire hunde, som jeg alle elsker meget højt. De er meget forskellige, og de viser mig hver især på deres egne måde, hvor jeg har noget at lære. 

Min border collie Effie forstæller mig meget tydeligt, hvordan jeg har det følelsesmæssigt. Er jeg ked af det, stresset eller andet, så viser hun mig det prompte. Jeg kan aldrig lyve overfor hende og lade som om, jeg er rolig, hvis jeg ikke er det. 


Læs også "Hunden spejler din nervøsitet"


Hundens personlighed:

Hundens personlighed er en kombination af arv og miljø. Det præcise tal på hvor mange procent, der repræsenterer hvad, kan jeg desværre ikke give, da forskerne ikke er enige i dette. Det skyldes at det er et meget svært område at forske i, da vi ikke kan have hunde, som ikke vil blive påvirket af omgivelserne.

Vi ved at visse karaktertræk er arvelige. Det er netop det som er grunden bag flere tusinde-års selektiv avl i hundeverden. Vi har kunnet udvikle specifikke racer og linjer, som er avlet med henblik på at kunne udføre forskellige “job” såsom at: apportere, hyrde får, vogte vores hjem, følge spor osv. Mine border collier tændte på at hente og arbejde med fårene uden nogen form for træning. Instinktet lå allerde i dem. Derfor er det jo ikke så mærkeligt at andre karaktertræk også er arvelige. 

Hundens genetiske baggrund spiller en stor og ofte undervurderet rolle. Her tænker jeg ikke kun på hyrdehunde versus selskabshunde, men også på karaktertræk som social, reserveret, højt kørende “sports” / arbejdshund eller en meget afslappet putte-hund, lydsensitiv og meget andet.


Visse karaktertræk er arvelige

Forskning viser at karaktertræk som frygtsomhed, evnen til at problemløse, arbejdsiver, ressourceforsvar, selvkontrol, aggression og meget andet kan være arveligt. Selvfølge kan den rette socialisering og træning hjælpe, men uanset hvad, så er det er vigtig viden, som jeg ikke tror mange hundejere eller avlere er bevidst nok om, når de vælger at lave et kuld hvalpe eller når familien leder efter deres lille nye hund. 

Det betyder altså, at der er visse karaktertræk vi ikke sådan kan ændre. Uanset hvor meget jeg træner med mine hunde, kan jeg ikke lave min border collie om til fx en boxer. Jeg kan ikke ændre dens øjenfarve fra brun til blå, selv om jeg prøver. Altså er der noget dybtliggende genetik, jeg ikke kan ændre på, og som uden tvivl vil påvirke min hunds personlighed. 

Selvfølgelig er der adfærd som kan ændres. Det er derfor vi træner vores hunde. Men det er vigtigt at  huske, at vi kun kan ændre adfærd til at vist punkt. Vi kan ikke forme vores hund, som vi vil. Så hvis du har et specifikt mål med din kommende hund, så brug tid på at undersøge racen, linjerne, forældredyrene, opdrætteren og de hunde han/hun tidligere har lavet og meget andet. Du kan også få en voksen hund fra nogen, som kender hunden godt, og som vil være ærlig og fortælle dig, hvad udfordringen kunne være. Dette kan også være en god løsning.


Forskellige personligheder

Indenfor de forskellige racer er der også store variationer. Derfor kan man ikke bare sige, jeg vil have en en sød og nem familiehund, så jeg køber en selskabsrace. Det er altså ikke nogen garanti. Hvis vi ser bort fra de racemæssige karaktertræk, og i stedet kigger på hundens personlighed, så beskriver Ditte Young i hendes bog “Forstå din hest” forskellige personligheder: “Legebarnet”, Den sensitive, Prinsesser og Prinser, Konger og Dronninger.

Min erfaring er at disse personligheder også er gældende for hunde, så jeg tager ofte udgangspunkt i dem i mit arbejde. 

En forståelse for hundens personlighed og eventuelle tidligere dårlige oplevelser kan hjælpe os med, at give hunden et bedre liv fyldt med glæde, tryghed og gode oplevelser. Vi kan hjælpe hunden med den rette træning og håndtering. Vi kan styrke deres selvtillid og lære dem at håndtere forskellige situationer, vi kan selvfølgelig styrke båndet mellem hund og ejer, men vi kan ikke ændre hvem hunden er - og det er helt ok. 

Det handler om at arbejde med de ting, du kan ændre, og acceptere de ting, du ikke kan ændre.


Det perfekte match

Personligt tror jeg ikke på det perfekte match. Jeg tror på, at vi som mennesker lærer hele livet, og at vi tiltrækker den hund, som vi gør, fordi vi skal lære noget. Livet giver os hele tiden mulighed for at udvikle os og lære mere.

Det er typisk os mennesker, at vi tror at livet handler om et det skal være nemt og bekvemmeligt. Vi tror, at vi ved, hvordan livet skal være. Men livet er fyldt med udfordringer, som er med til at udvikle os. Jeg er selv sensitiv, og da jeg valgte min første border collie, gjordet jeg et kæmpe forarbejde og kæmpede for at vælge en ikke en sensitiv hvalp. Selvfølgelig endte jeg op med den mest sensitive og frygtsomme af dem alle sammen i hele kuldet. Jeg havde modstand på min sensitivitet, så selvfølgelig skulle jeg spejles direkte på det. I dag griner jeg af det og ville på ingen måde have været det foruden. Den svære rejse med Kiddo har udviklet mig til at være det menneske, den hundeejer og instruktør jeg er i dag. Sensitive hunde hjælper os med at komme i kontakt med vores følelser. En læring vi alle sammen kan bruge, uanset hvem vi er.

Mine sidste to hunde har været nogle helt andre personligheder. De er på mange områder mindre sensitive, og det giver så god mening, da jeg har accepteret min egen sensitivitet på en helt anden måde. Nu elsker jeg den, og den gør ikke ondt mere. Håber at det giver mening…


At blive forbundet med hunden

For at have en sund relation til sin hund, er det vigtigt, at vi både forstår den og os selv - og endnu vigtigere accepterer hvem vi begge er. Det er første skridt. Hvis jeg fx har en sensitiv hund, så er det vigtigt at jeg lærer at acceptere det og i stedet for at prøve at fikse det, så integrere det som en del af vores liv. Det betyder, at i stedet for at være irriteret på hunden og sammenligne den med fx naboens, så er det vigtigt, at jeg begynder at træne på de ting, som er vigtige for os. Det kunne være at passere andre hunde, at lære at holde afstand til “ubehagelige ting”, respekterer at min hund ikke ønsker at hilse på alt og alle, lære min hund at slappe af, når der kommer gæster (i stedet for at forvente, at den bare er rolig) osv. Dette er blandt andet noget af det, som jeg vil gå i dybden med på mit foredrag “Styrk din sensitive hund” på DogDays

For selvfølgelig kan vi lære hunden at være i verden og forholde sig til fx andre hunde på en rolig måde, men det betyder ikke, at jeg kan eller skal forme den, som jeg vil. Jeg skal stadig acceptere og elske den, som den er. 

Min vision er at blive dybere forbundet med hunden, og at hjælpe andre med at slippe de blokeringer og begrænsende overbevisninger, som står i vejen for at de kan forbinde sig med hunden helt rent.

1 kommentar

Katrine
 

Hvor er det fantastisk godt og rammende skrevet. Har selv haft både hund og hest og der kan helt sikkert drages paralleler. Jeg har selv pt en sensitiv hund og har også måtte lære, at tingene skal ske på hendes præmisser og har sidenhen også mødt kuldsøskende, hvor jeg kunne se helt de samme udfordringer, så det genetiske spiller helt sikkert en stor rolle. Bh Katrine

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar